Ikke bare undervisningen men også rammerne for undervisningen har stor betydning for elevernes og kursisternes oplevelse af kvalitet og generelle tilfredshed. Og med rammer forstår vi det miljø, som undervisningen foregår i.
Det drejer sig bl.a. om kantine, bibliotek, IT-service, bygninger og lokaleindretning samt adgang til værksteder og andre opholdsmuligheder. Der er en tendens til, at rammerne har særlig stor betydning for elever i ungdomsuddannelserne.
De er typisk 16 – 20 år og inde i en fase af deres liv, hvor det ikke bare drejer sig om at få en uddannelse og et eksamensbevis, men også om at finde sig selv og skabe sin egen identitet i den sociale interaktion med andre unge. For dem er det vigtigt, at skolen kan tilbyde et miljø, der understøtter denne udvikling, og som derved – viser det sig – faktisk også understøtter elevernes læreproces. Rammerne har altså også betydning for fastholdelses- og gennemførelsesprocent.
Man kan vurdere rammer ud fra to parametre:
1) Hvad koster det skolen at opretholde de givne rammer?
2) Hvilken effekt har de givne rammer på fastholdelse og gennemførelse, herunder: Er der procedurer, som reelt ikke betyder noget for fastholdelse og gennemførelse?
Det er selvfølgelig ikke muligt i praksis at sætte præcise tal på de to parametre. Der er heller ikke en direkte sammenhæng mellem parametrene, fx således at hvis man bruger flere penge på rammerne, så vil elever og kursister klare sig bedre. Tværtimod opdager man ofte, at nogle procedurer og arbejdsgange helt kan undværes eller foretages på en billigere måde ved hjælp af moderne teknologi, således at man kan spare penge til rammer uden at effekten forringes. En sådan besparelse vil i givet fald kunne bruges på en mere hensigtsmæssig måde.
I forlængelse heraf vil CELF
- løbende tilpasse bygninger og lokaler til de faglige aktiviteter, de skal rumme, og de elever og kursister, der skal opholde sig der, både for så vidt angår antal kvadratmeter og indretning,
- effektivisere bygningsdriften i form af en bedre energiudnyttelse (De indhøstede erfaringer vil kunne komme efteruddannelseskurser inden for byggebranchen til gode),
- reducere omkostninger til forskellige indkøb, bl.a. ved at benytte ny teknologi,
- og om muligt effektivisere andre tværgående ydelser for derved at sikre optimere rammer.
Kontaktperson for strategiområdet:
Kurt Henriks, strategileder
M: kuhe@celf.dk