Om teknisk gymnasium

Teknisk gymnasium varer 3 år. Uddannelsen er bygget op, så du starter med ½ års grundforløb og derefter gennemfører et studieretningsforløb på et 2½ år.

Det første halvår af HTX går du på grundforløb. Undervisningen er meget projektorienteret, og i løbet af grundforløbet møder I det første store tværfaglige projekt, hvor der påbaggrund af teknologien og fysikkens love skal bygges en sæbekassebil.

I faget teknologi bygges bilen, og i fysik tages der målinger, og på den måde bliver både læsehesten og praktikeren tilfredsstillet.

Grundforløbet omfatter også en studietur, hvor du kan lære dine medstuderende bedre at kende. Efter grundforløbet starter studieretningsforløbet som varer de næste 2½ år.

Undervisningen

Undervisningen på htx er klasseundervisning, men iblandet en stor portion projektorienteret og tværfagligt arbejde. 
 
Du får undervisning i de almene gymnasiale fag som dansk, engelsk og matematik samt mere specielle fag som teknologi og teknikfag - mens studieretningerne giver dig mulighed for at specialisere dig inden for f.eks. naturvidenskab eller kommunikation.
Efter 3 år får du studenterhue på.