CELF har 4 elever, som er klar til at dyste imod landets dygtigste elever

Tillykke til nye elektrikere
8. marts 2019
HHX-elever til generalforsamling hos Novo Nordisk
2. april 2019
Vis alle

CELF har 4 elever, som er klar til at dyste imod landets dygtigste elever

På CELF er vi spændte på, hvordan det kommer til at gå vores deltagere til DM i Skills. Vi er glade og stolte over, at fire elever har kvalificeret sig til konkurrencen i Næstved Arena 4.-6. april. Ernæringsassistent Melissa Bæhrenz Schou Olsen, automatiktekniker Niclas Lüdiksen, elektriker Jonas Thrane Bendt og kok Christoffer Mitteldorf skal alle kæmpe om at blive Danmarks bedste indenfor deres fag.

Melissa Bæhrenz Schou Olsen – ernæringssassistent

17 opskrifter – det er hvad Melissa Bæhrenz Schou Olsen fra Toreby har klar i sit hoved, når hun 4.-6. april skal konkurrere mod ernæringsassistent-elever fra resten af Danmark. Melissa er i lære på Multicenter Syd og går i skole på CELF i Nykøbing. I disse dage træner hun hårdt for at blive klar til DM i Skills. “Jeg kan lide at prøve ting af og udfordre mig selv med en stor opgave” siger Melissa. Det gælder om at blive Danmarks bedste ernæringsassistent.

Nicklas Lüdiksen – automatiktekniker

Når Niclas Lüdiksen skal fortælle, hvad en automatiktekniker laver, er svaret “Alt muligt, og det er det, jeg kan lide. At man ikke laver det samme hver dag” Niclas bor og arbejder i Næstved, men han går i skole på CELF i Nykøbing under sin uddannelse til automatiktekniker. For tiden handler det kun om en ting, når han er i skole – at blive hurtig og perfekt til at samle det automatiske anlæg, han skal samle og programmere, når han skal til DM i Skills i Næstved 4.-6. april.

Jonas Thrane Bendt – elektriker

Jonas Thrane Bendt får et boost, når han kommer ud til en kunde og finder fejlen og reparerer den. Det er noget af det Jonas rigtig godt kan lide ved at være elektriker. Han har netop overstået sin svendeprøve, men er først færdiguddannet til august. Inden da skal han til DM i Skills og her er opgaven hemmelig indtil torsdag 4. april, hvor han skal i konkurrence første gang i Næstved. Jonas faglærer på CELF Otto Nygaard Pedersen tror Jonas har gode chancer for at vinde “ikke mindst på grund af hans mentale styrke”.

Christoffer Mitteldorf – kok

Der skal bruges pincet når kokkelev Christoffer Mitteldorf fra Nakskov anretter maden på sit arbejde på Michelinrestauranten Seehotel Timmendorfer Strand i Tyskland. Og han ved, at gæsterne har meget høje forventninger til både smag og udseende af maden. Begge ting noget han får brug for, når han skal til DM i Skills 4.-6. april. Lige nu er han på skole på CELF i Nykøbing, hvor han træner hårdt i at perfektionere den menu, han skal serverer for dommerne i Arena Næstved.

Vi ønsker vores 4 elever pøj pøj. Kom og hep på dem fra den 4. – 6. april i Arena Næstved. Der er åbent for alle, og det er ganske gratis.