Nye elektrikersvende
31. januar 2020
Tillykke til de tre nye kokke
21. februar 2020
Vis alle

Det Danske Tømrerlandshold

Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse har etableret et dansk tømrerlandshold for at hylde og videreudvikle de talenter, der går på landets erhvervsskoler. 6-8 af landets dygtigste tømrerelever samt tilhørende landstræner og holdleder vil blive inviteret til at deltage på landsholdet.

På Billedet ses:

Fra venstre ses: Landstræner Michael Thage og holdleder Alex Nygaard, Lars Hoffmann Petersen, Thomas Laugesen og Lau Blytt Haubro

Landstræneren er CELF’s egen Michael Thage:

”Jeg ved, du kan løfte eleverne til nye niveauer, for det gør du lige her hver dag,” sagde uddannelseschef Michael Boile Nielsen, da Michael Thage torsdag den 13. februar blev udnævnt som landstræner for det danske tømrerlandshold.

Foruden landstræneren Michael Thage blev også Lau Blytt Haubro fra CELF og som er i lære hos Mester Madsen A/S i Præstø, Thomas Laugesen fra Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier og i lære hos HNN Byggefirma. Videbæk ApS, og til sidst Lars Hoffmann Petersen fra Next i København og i lære hos HOLM Tømrer- og snedkerfirma A/S udnævnt til at være de første tømrerelever på det danske tømrerlandshold.

”Talentarbejde skaber et øget engagement hos eleverne, hvilket vil øge kvaliteten i undervisningen generelt,” fortæller formand for Det Faglige Udvalg, Ole Gregersen.

Det danske tømrerlandshold vil komme rundt på landets forskellige erhvervsskoler, når de skal afholde deres fire træningsweekender, og så vil de også få mulighed for at deltage i nationale såvel som internationale konkurrencer. Derudover vil de afholde to årlige talentcamps med deltagere fra flere fag, og til disse talentcamps vil landstræneren og holdlederen løbende spotte nye talenter.

”Vi vil gerne have, at flere tager en erhvervsuddannelse. Vi vil gerne promovere tømrerfaget, og vi tror, at et landshold kan skabe yderligere interesse og opmærksomhed på faget. Afslutningsvis vil vi gerne klæde de unge mennesker endnu bedre på til nationale og internationale konkurrencer ved at give dem den bedst mulige forberedelse og træning både fagligt og mentalt,” tilføjer næstformand Morten Lehman.