Indblik: Til prøve i elev-køkkenet

“Hvem er den næste? Vi sidder herude og venter,” råber han og er lige så hurtigt ude af køkkenet, som han kom derind – dog med et skælmsk smil på læben.

Faglærer Jesper Bjørn Engel holder prøve for cater-og kokkeelever i køkken 501. Tre serveringer med ti minutters mellemrum og en vurdering, der blandt andet går på, om eleverne har brugt lokale råvarer i sæson, og hvordan de har sammensat smagene.

“Vi fik en råvarekasse mandag, forberedte os tirsdag og i dag skal det bare fungere,” siger kokkeelev Peter Værnhøj.

Tirsdag aften var eleverne også samlet i køkkenet – dog frivilligt. Her kom en tidligere danmarksmester i smørrebrød forbi og lærte fra sig.

“Man er godt træt, når man kommer hjem. Men hold nu op,hvor vi lærer noget,” siger cater-eleven Bettina Pedersen og sætter gryderne i opvaskemaskinen, inden hun går videre med sin dessert, en Creme Brûlée.

Da dagen er slut samles de alle ni ved et langt bord i restauranten og drikker kaffe. To faglærere, Jesper og Thea, evaluerer dagen og elevernes præstationer. Nogle gik helt i sort, sovsen skilte og kødet udeblev af hovedretten. Andre imponerede lærerne med retter af høj kvalitet, men manglede troen på sig selv. Én bliver ved med at imponere.

“Vi var lidt hårde ved jer med tiden, og det vil vi overveje til næste gang. Tak for i dag. Vi ses på søndag,” slutter faglæreren.

På søndag tager de jagt. Det er også frivilligt, men hvad gør et mad-øre ikke for at få gode råvarer i hus?