International klasse er en succes

Flere års arbejde for at gøre skolen mere international, lader i disse dage til at bære frugt. En klasse med fem nationaliteter får lige nu undervisning i hydraulik og regulering på erhvervsskolen.

I lokale 333 på CELF bobler vandet i nogle store beholdere. Der er undervisning i regulering af tryk, som udelukkende foregår på engelsk. Ud af de 18 elever er kun den ene dansk. Resten er fra Litauen, Sverige, Polen og Tyskland – heraf næsten halvdelen fra Litauen.

”Det var en stor mulighed for at rejse og for at lære i og af andre lande, så selvfølgelig greb jeg den,” forklarer den 23-årige Julius fra Litauen. I løbet af et år flytter han og de 17 andre elever rundt mellem de deltagende lande i et internationalt undervisningsforløb – i daglig tale blot kaldet Mechatronics.

Klassen er en slags hjertebarn for CELFs internationale koordinator Claus Brandt Kristensen, der arbejder med strategiske partnerskaber i hele EU, og siden 2012 har haft særligt fokus på Østersøstaterne. Han brænder for mobilitet på tværs af grænser.

”Det er vigtigt at få ny viden og nye input. For lærerne forudsætter det, at vi er i stand til at reflektere over egne metoder. Når vi gør det, bliver undervisningen bedre og lærerne gladere. Det er et stort plus for vores undervisning,” forklarer han.

Sidste skoleår sendte CELF 63 elever fra erhvervsuddannelserne udenlands i kortere eller længere varighed. 39 udenlandske elever og 20 undervisere lagde vejen forbi CELF. Det udvikler dem både fagligt og personligt.

”I en verden, hvor arbejdsmarkedet lige så godt kan være globalt som lokalt, er det vigtigt, at vores elever tilegner sig den bedst mulige viden og erfaring med at begå sig internationalt. Det indblik kan de også i Danmark – vi kan jo bare se på de store brobyggerier, at vores eget arbejdsmarked også er blevet globalt” siger han.