I Væggerløse har de fået nyt busskur.
Det er lavet af vores skolepraktikanter på tømrerafdelingen – på bestilling fra Guldborgsund Kommune. Per Thomsen, som lige nu er på tredje hovedforløb i skolepraktik, var en af hovedkræfterne bag. Om opgaven siger han:
“Det var en udfordrende opgave i forhold til at lave konstruktioner og vel at mærke lave dem præcise. På et ottekantet tag som det her, skal der jo ikke mere end to millimeters manglende præcision til, så ender det galt.”
Om Pers arbejde siger tømrerfaglærer Bjarne Nielsen:
“Han gik meget med det selv, så det er et imponerende stykke arbejde. Sådan et tag er ikke en opgave, vi forventer, eleverne kan løse på nuværende tidspunkt.”
I tømrerværkstedet lader det generelt ikke til, at nogen opgave er for stor. I foråret byggede de teaterkulisser, flere busskure er på tegnebrættet og det er også stedet, hvor legehuse og isolerede hundehuse bliver til.