Syv tommer tættere på en erhvervsuddannelse

Guldborgsund Kommune, UU Guldborgsund og CELF vil give elever bedre kendskab til erhvervsuddannelser i projektet ’Værktøjer til at vælge’

Et nyt samarbejde på Lolland-Falster vil give elever i fjerde, femte og syvende klasser konkret erfaring med erhvervsuddannelse. Projektet, der netop har modtaget 800.000 kroner i støtte fra Nordea-fonden, skal kaste lys over elevers kompetence og talent inden for håndværksfagene ved at krydse undervisning mellem erhvervsskole og folkeskole:

”Vi bygger et forløb, hvor fjerdeklasserne laver forsøg med for eksempel lydens hastighed i deres vante omgivelser. Lærere på erhvervsskolen overtager eleverne og hjælper dem med at omsætte den viden i LEGO Mindstorms univers af robotteknologi, hvor lydens hastighed er en information, der gør robotten i stand til at navigere. Samme teknologi bruger vores elever på automatik og proces – blot på et andet niveau” forklarer Lena Pind, der koordinerer projektet på CELF, Center for erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster.

533 elever har indtil videre prøvet kræfter med robotteknologi og i uge seksten er det alle kommunens 570 5. klasses elever, der flytter ind i tømrerværkstederne for at bygge ’Tiny Houses’ i forholdet 1:10 – et projekt med tegning, design og bæredygtighed som væsentlige elementer. Til maj skal 7. klasserne prøve kræfter med briocheboller.

Guldborgsund Kommunes unge har en god indstilling til at søge ind på erhvervsuddannelserne, fortæller Simon Hansen, formand for Børne, Familie og Uddannelsesudvalget:

”De seneste tal for området viser, at den går den rigtige vej. Eksempelvis har 27% af sommerens afgangselever søgt ind på en erhvervsuddannelse her i kommunen, mens det nationale mål er 25%. Det er en del af vores politiske strategi for uddannelsesområdet, at vi vil have flere unge til at søge ind på erhvervsuddannelserne. Derfor glæder det mig, at der er nu bliver mulighed for at sætte endnu mere turbo på indsatserne – også i de mindre klasser,” siger han.

Leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) i Guldborgsund Kommune, Ulla Petersen, har almindeligvis primært med unge i udskolingen at gøre, men som noget nyt flytter de nu fokus ned i de yngre klasser.

”I fjerde og femte klasse er det et spørgsmål om, at elever og forældre får øje på erhvervsuddannelsen og får positiv erfaring med, hvad man kan der. Det her er egentlig et første lille skridt i retning af at forberede eleverne på at træffe kvalificerede valg via personlig læring.”

Nordea-fonden har øremærket i alt 75 millioner til erhvervsuddannelser indtil 2019 for at flere unge og forældre lærer uddannelserne og karrieremulighederne at kende, så flere vælger den vej:

”Fortsætter faldet i elever på erhvervsuddannelser kommer vi til at mangle for eksempel vvs’ere og elektrikere om kun få år. Så er vi ikke længere et velfungerende samfund og på den baggrund risikerer vi, at virksomheder må drive forretning andre steder” fastslår Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

Samarbejdet mellem UU, Guldborgsund Kommune og CELF løber over de næste tre år og ventes at berøre cirka 1650 elever om året.