19-årige Emilie Bathum drømmer om at eje sin egen virksomhed.

Det må meget gerne blive en café.

Dagens kage og lækkert skum på kaffen gør Emilie i godt humør. Hun er allerede ansat som afløser for bestyreren af en café. Og i fremtiden drømmer 19-årige Emilie Bathum om at eje sin egen virksomhed. Det må meget gerne blive en café.

Derfor tager hun en studentereksamen på to år på EUX Business på Merkurs Plads.

  • Jeg lærer fx at designe logoer, indrette lokaler, lave hjemmesider, budgetter, regnskaber og visitkort. Det er alt sammen noget, jeg kan bruge på min vej videre mod min egen forretning, fortæller Emilie.

Hun trives godt i sin klasse, hvor der er elever i alderen fra 17 til 47 år.

  • Vi snakker alle sammen godt med hinanden, og der er både plads til grin og ro til at arbejde seriøst i timerne. Vi er en klasse, der har plads til alle, og vi er gode til at acceptere hinandens forskelle. Her kan man bare være sig selv, for der er rummelighed og omsorg hos os, slår Emilie fast.

Hun har taget 2 x 20 ugers grundforløb, og til sommer får hun sin studentereksamen, når hendes studieår på uddannelsen er færdig. Emilies plan er at arbejde videre på caféen, mens hun forbereder de næste skridt på vejen mod egen virksomhed.

Er EUX Business også noget for dig? Se mere og søg ind her.

Mathilde elsker at pynte, så øjnene bliver sultne

Køkkenet på UCE er 18-årige Mathilde Lykkebjerg Larsens yndlingsrum, for det er her hendes faglighed for alvor folder sig ud.

En perfekt formet kugle is, fint snittede æbleskiver og sprøde rugbrødflager placeret omhyggeligt med pincet. Milthilde er i køkkenet, og hun er koncentreret om sit fag: catering.

Køkkenet på UCE er 18-årige Mathilde Lykkebjerg Larsens yndlingsrum, for det er her hendes faglighed for alvor folder sig ud. Hendes caterfag er et speciale indenfor gastronomi, hvor Mathilde uddanner sig til at arbejde i fx kantiner, på konferencecentre og storkøkkener. Hun får blandt andet ansvar for menuers sammensætning, bæredygtige anretninger – og for den pynt, der er Mathildes absolut yndlingsdisciplin.

  • Vi spiser med øjnene, inden vi spiser med munden. Farverne skal spille, og det skal se helt uperfekt ud på den perfekte måde, fortæller Mathilde.

Hun har læreplads på Højskolen Marielyst, hvor kursisterne har glæde af hendes kunnen både til hverdag og på festaftner, hvor højskolen serverer tre-fire retter i smukt pyntede omgivelser.

  • Jeg elsker min uddannelse på grund af mine kolleger, de fleksible arbejdstider og en hverdag, der ikke er så stresset. Mine lærere går virkelig meget op i, at jeg får det bedste ud af min uddannelse, og de er opmærksomme på, at mine klassekammerater og jeg lærer på forskellige måder. Alle skal kunne være med, og det sørger lærerne for, fortæller Mathilde.

Er cateruddannelsen også noget for dig? Se mere og søg ind her.

Når Jens er i køkkenet, skal smagen sidde lige i skabet

Det er både et ansvar og et privilegium at servere et måltid, jeg har skabt fra bunden, fortæller 18-årige Jens Lund, der er kokkelev på UCE.

Svampe, tomater, porrer, løg og timian mødes i gryden, og så begynder processen, der skal ende med en intens og cremet svampesuppe. Undervejs smager Jens til mange gange, og han stopper ikke, før suppen har den perfekte balance i smagen.

  • Jeg kan rigtig godt lide den kreative proces i at lave en menu, der ender med at have mit eget præg på sig. Det er både et ansvar og et privilegium at servere et måltid, jeg har skabt fra bunden, fortæller 18-årige Jens Lund, der er kokkelev på UCE.

I skolen træner han ikke kun sine smagssanser, for uddannelsen tager ham også igennem mestring af det dansk-franske køkken, gæstebetjening, kommunikation, studieture, inspiration fra gæstekokke og kendskab til de mange gastronomiske initiativer og råvarer, der findes på Sydhavsøerne.

Jens’ læreplads er i køkkenet på Hotel Saxkjøbing, og der har han fundet ud af, at hans temperament passer godt til lange vagter på fødderne. Han er gået efter en uddannelse, hvor dagene ikke ligner hinanden, for han vil ikke kede sig.

  • Jeg kan lide at få og tage ansvar, og det oplever jeg fx, når vi kører en tre timers service, hvor bonerne vælter ind, og det går rigtig stærkt i køkkenet. De tre timer kan føles som tyve minutter, når det hele kører. Det er hårdt – og sjovt, fastslår Jens.

Er kokkeuddannelsen også noget for dig? Se mere og søg ind her.

Silje uddanner sig mod sin McDonald’s-drøm

Et vigtigt skridt på vejen dertil er uddannelse, og derfor tager 18-årige Silje Højme uddannelsen Food & Service Management på UCE i Nykøbing F.

Silje kan lide, at der er fart på. I folkeskolen tog hun et fritidsjob hos McDonald’s. Efter 10. klasse blev jobbet i burger-restauranten hendes fuldtidsjob. Nu er hun klar til at klatre op ad karrierestigen, for Siljes drøm er at søge sin udvikling indenfor McDonald’s.

Et vigtigt skridt på vejen dertil er uddannelse, og derfor tager 18-årige Silje Højme uddannelsen Food & Service Management på UCE i Nykøbing F.

Her fletter hun teori og praksis sammen i fag som gastronomi, dansk, naturfag, virksomhedsøkonomi, barista, is og desserter, ernæring – og tilberedning af alle mulige slags mad i det store køkken.

  • Jeg kan bedst lide at være i køkkenet, og jeg er også glad for virksomhedsøkonomi. Det er spændende at lægge budgetter, og det faglige niveau passer generelt godt til mig. Jeg elsker at arbejde på McDonald’s, og samtidig vil jeg gerne have en uddannelse. Det med at vælge den rigtige uddannelse har jeg været lidt presset over. Men denne mulighed giver rigtig god mening i mit liv og ro i maven, fastslår Silje.

Hun kommer fra Roskilde, hvor hendes arbejdsplads også ligger. Men når Silje er på skole i Nykøbing F., bor hun på skolehjemmet lige ved siden af UCE sammen med de andre McDonald’s-elever på Food & Service Management.

  • Vi har det super hyggeligt sammen, og det er fedt at møde andre unge fra hele landet og høre om deres liv. Vi har mange af de samme interesser og drømme, fortæller Silje.

FAKTA: Food & Service Management på UCE i Nykøbing F. er en individuel tilrettelagt erhvervsuddannelse (IEUD), der er udarbejdet mellem McDonald’s Danmark og UCE. Uddannelsen tager 2 ½ år fordelt på 42 undervisningsuger. 20 uger på grundforløb + 22 uger på hovedforløb. Under alle undervisningsugerne bor eleverne på skolehjemmet, som byder på en masse sociale aktiviteter. Eleverne får elevløn under hele uddannelsen. Se mere om den særlige uddannelse for McDonalds-ansatte her.

Diana vil gøre en forskel for patienterne

Patienter skal føle sig set, og det er der, jeg gerne vil komme ind og bidrage, fortæller 28-årige Diana Felling Bennevig.

Når man ligger på sygehuset, er det vigtigt, at lægen finder den helt rigtige behandling, så man kommer på benene igen. Men det er også vigtigt, at man som patient får noget at spise, at der er rent og hygiejnisk omkring ens seng – og at sengen bliver kørt sikkert fra afdeling til afdeling, når der er brug for transport.

Alt det er Diana kvinde for at udføre, for hun er ved at uddanne sig til serviceassistent. Målet er at udbygge uddannelsen med speciale i at arbejde på hospitaler. Hun har tidligere arbejdet på sygehuset i Nykøbing F. som ufaglært, og nu glæder hun sig til at få fagligheden på plads.

  • Jeg vil være med til at gøre patienterne raske, for det motiverer mig at gøre en forskel. Det er et meget givende arbejde at varetage den del af patientomsorgen, som handler om rengøring, transport og servering af maden. Patienter skal føles sig set, og det er der, jeg gerne vil komme ind og bidrage, fortæller 28-årige Diana Felling Bennevig.

Når hun er i skole på Campus Nakskov hos UCE, lærer hun blandt andet om forskellene og kvaliteterne af rengøringsmidler og -udstyr. Diana og hendes klassekammerater tilbereder og anretter mad, og de får styr på mikroorganismer og pH-værdier i naturfag.

  • Jeg elsker at nørde ned i fx opbygningen af en god mikrofiberklud og vide hvilken, der er pengene værd, når man står i butikken. Vi lærer mange ting, som jeg både kan bruge i mit arbejdsliv og i mit privatliv, fortæller Diana.

Er uddannelsen til serviceassistent også noget for dig? Se mere og søg ind her.

Johnni skifter branche

Sidst Johnni Jensen fejrede fødselsdag, var det med 39 lys i lagkagen, og det tog ham et par overvejelser at beslutte det brancheskift, han nu er i gang med.

Han har tidligere været anlægsstruktør og lastbilchauffør, og nu skal Johnni være smed. Et nyt fag med stor jobsikkerhed og god løn ligger foran ham, og det glæder han sig til.

Sidst Johnni Jensen fejrede fødselsdag, var det med 39 lys i lagkagen, og det tog ham et par overvejelser at beslutte det brancheskift, han nu er i gang med.

  • Jeg tænkte lidt over, om virksomhederne kun vil have de unge, men blev overbevist om, at jeg jo ikke er så gammel endda. Som 39-årig har man rigtig mange arbejdsår foran sig, så jeg besluttede at springe ud i det. Jeg kan byde ind med både noget livserfaring og erhvervserfaring, som de unge ikke har endnu, konstaterer Johnni Jensen, som i mange år også har haft sin gang i sin families værksteder i fritiden.

Når han møder ind i smedeværkstedet på Campus Nakskov på UCE, går han i klasse med flest 16-17-årige. De unge er med til at gøre hans skoledag sjov – også når de laver fis og kalder Johnni ”lille far”.

  • Vi har samme interesser og samme humor, så det går helt fint med aldersforskellen. Jeg kan snakke med alle, og jeg går altid glad hjem fra skole. 39 år er ingen hindring for at begynde på en ny uddannelse, fastslår Johnni.

Er smedeuddannelsen også noget for dig? Se mere og søg ind her.

Gabriella har fundet sin indre smed

For det viser sig, at 17-årige Gabriella Nielsen trives meget bedre blandt mejsler, file, svejseapparater og vinkelslibere end blandt computere, papir, tøjstativer og varehylder.

Egentlig troede Gabriella, at hun skulle have en uddannelse i kontor og butik. Men hendes rigtige hylde viser sig – lidt overraskende for hende selv – at være i smedeværkstedet med olie på tøjet og værktøj i hænderne.

For det viser sig, at 17-årige Gabriella Nielsen trives meget bedre blandt mejsler, file, svejseapparater og vinkelslibere end blandt computere, papir, tøjstativer og varehylder.

Hun var på en enkelt dags visit i værkstedet, og så var hun solgt.

  • Da jeg første gang fik metal i hænderne, kunne jeg bare mærke en gnist. Det er så fedt et materiale at arbejde med, og jeg har ikke set mig tilbage, siden jeg skiftede, fortæller Gabriella, som nu møder i skole i sikkerhedssko og arbejdsbukser i smedeværkstedet hos UCE på Campus Nakskov.

Hun beskriver sig selv som en ”pæn pige”, der tidligere har brugt tid på at lægge makeup, sætte håret og finde det rigtige tøj, inden hun gik i skole. Nu er makeuppen minimal, håret i svejsehjelm-facon og tøjet praktisk og ens med det, drengene i hendes klasse går med.

  • I det her tøj, kan jeg mærke, at jeg er smed. Jeg behøver ikke at gå op i mit udseende, og det passer mig godt. Jeg er den eneste pige i klassen, og jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være. Men drengene har taget så godt imod mig, og jeg føler mig totalt på lige fod. Vi har et godt sammenhold og tager pis på hinanden, fortæller Gabriella, som ser frem til smedefagets gode jobmuligheder og lønninger, når hun er udlært.

Er smedeuddannelsen også noget for dig? Se mere og søg ind her.

Valdemar og Mike er fremtidens tømrere

Mike Sørensen og Valdemar Rasmussen er to 16-årige drenge med fokus på deres fremtidsmuligheder.

De er vilde med træ. De er vilde med at bygge store ting. Og de er vilde med at tage en uddannelse med stor jobsikkerhed og gode lønninger forude.

Mike og Valdemar er klassekammerater på tømreruddannelsen på Campus Nakskov hos UCE. Deres skoledage går med en kombination af praktisk arbejde og teori.

De lærer at konstruere tage, vægge og gulve. De lærer værktøjshåndtering, materialeforståelse, tegning og konstruktion – hele tiden med øje for sikkerhed og godt arbejdsmiljø. På tømreruddannelsen kommer drengene hele vejen rundt om nybyggeri, renovering og energioptimering.

Mike Sørensen og Valdemar Rasmussen er to 16-årige drenge med fokus på deres fremtidsmuligheder.

  • Jeg vil renovere gamle huse og leje dem ud, fastslår Mike.
  • Jeg vil have et job, hvor jeg udnytter, at jeg er dygtig med mine hænder, lyder det fra Valdemar.

Er tømreruddannelsen også noget for dig? Se mere og søg ind her.

Som elektriker holder Kristian mange muligheder åbne

Kombinationen af bogligt og praktisk arbejde inspirerer Kristian. Han kan lide at nørde og kombinere sine talenter og viden. Det hele har han fundet i elektrikeruddannelsen, som han tager på CELF.

Som 32-årig er Kristian Kajhøj begyndt på uddannelsen, og han føler på ingen måde, at han er begyndt forfra, selv om han allerede har to andre uddannelser. Tværtimod ser han alle fordele i at kombinere den viden og de erfaringer, han allerede har tilegnet sig – og lægge elektrikerfaget ovenpå.

  • Jeg har en professionsbachelor i socialpædagogisk og en uddannelse som serviceøkonom, og det ser jeg som en klar fordel, fordi jeg medbringer gode kompetencer i forhold til kontakten og samarbejdet med kunder og kollegaer, som også styrker faglighed som elektriker. Når jeg er færdig som elektriker, ser jeg et arbejdsliv for mig, hvor jeg kan bruge alt, hvad jeg har lært. Måske i lyd- og lysbranchen, måske som lærlingekoordinator, måske som noget helt tredje, fortæller Kristian.

Han har tidligere i sit arbejdsliv haft perioder med for meget arbejde og andre perioder med for lidt. Med en elektrikeruddannelse ser han frem til et mere stabilt arbejdsliv med jobsikkerhed, for der er stor efterspørgsel på faglærte elektrikere – også i udlandet.

  • Jeg holder mange muligheder åbne med min nye uddannelse. Mit mål er at finde arbejde, hvor jeg føler, at jeg udretter noget konkret. Jeg kan virkelig godt lide, at jeg som håndværker kan sige ”Det der; det har jeg været med til at lave”. Det skal jeg nok finde, for der er elektricitet med i stort set alle store og små projekter og byggerier, konstaterer Kristian.

På skolen trives han i sin klasse, som fra begyndelsen af uddannelsen har vist sig som et socialt og hjælpsomt sted at være.

  • Vi drager omsorg for hinanden, hjælper hinanden fagligt og sørger for at trække hinanden med videre, hvis der fx har været noget fravær for en på holdet. Det er et fællesskab og en solidaritet, jeg kan genkende i hele branchen, og det motiverer mig og styrker min faglige stolthed. Det er det helt rigtige arbejdsmiljø for mig at være i, siger Kristian Kajhøj.

Vil du også være elektriker? Næste hold begynder på CELF 20. januar 2026. Se mere om uddannelsen og søg ind her.

Jasmins hverdag er fuld af savsmuld, og hun elsker det

Tømreruddannelsen på CELF er 19-årige Jasmin Kjærs uddannelsesvalg, efter hun fik studenterhuen på i sommer.

Tiden går for langsomt for Jasmin, når hun skal sidde stille, så hun ledte efter en uddannelse med bevægelse og afveksling i hverdagen. Den fandt hun i tømrerværkstedet.

  • Jeg er glad hver dag og spændt på de nye ting, vi skal lære. Jeg synes, at det er vildt fedt at skabe noget, som jeg kan se stå færdigt. Det er også fedt at kunne ordne alt muligt derhjemme, fordi jeg lærer teknikker og at bruge værktøjet, fortæller Jasmin, som har to forældre, der også er tømrere og som har inspireret hende.

På Jasmins uddannelse er der flest mænd, og hun var lidt nervøs for at begynde som ung kvinde i en mandebranche. Men nervøsiteten var hurtigt væk.

  • Jeg føler mig meget tryg – både på skolen og i mit firma. Jeg føler, at der bliver passet på mig, og jeg hører ingen dårlige kommentarer. Jeg faldt super hurtigt til, og jeg er faktisk overrasket over, hvor nemt det hele gik, fortæller Jasmin, der har fået læreplads hos Helmer Christiansen A/S i Greve.
  • Men jeg bliver ved med at gå i skole på CELF i Nykøbing F., for jeg er virkelig glad for at være her. Her er gode lærere, jeg har en god klasse, og så har skolen et samarbejde med Boss Ladies, som netop sætter fokus på kvinder i mandefag, og det kan jeg godt lide, fortæller Jasmin, som overvejer at læse videre til bygningskonstruktør, når hun har fået nogle års erfaring som tømrer.

Vil du også være tømrer?
Næste hold starter den 10. august 2026

Du kan se mere om uddannelsen og søge ind her.

Boss Ladies er et nationalt forandringsprojekt, der arbejder for at udfordre stereotyper og skabe kulturforandringer på erhvervsuddannelsernes tekniske fag, i industrien, i bygge, anlægs- og installationsbranchen og i de maritime fag samt på landets FGU-skoler. Se mere om Boss Ladies her.

En smed kan alt

Det giver Johannes en særlig glæde, når han finder en gammel metalstump, som han kan give nyt liv.

Han udtænker løsninger, banker og svejser – og så får stumpen en ny funktion og løser et af hverdagens problemer.
Johannes Jørgensen er 16 år, og når han er i værkstedet med sin hjelm, metallet og svejseapparatet, er han i sit helt rette element.

  • Jeg finder ro i at svejse. Jeg er i min egen lille boble, når jeg læser svejsningen, og får noget gammelt til at forme sig til en ny løsning i hverdagen, fortæller Johannes, som grundlagde sin glæde ved at arbejde med metal, mens han skruede på sin knallert derhjemme.

Nu lærer han forskellige svejseteknikker i det store værksted på CELF i Nakskov, og han er rykket fra at kunne lave en bøsning til bagsvingeren på knallerten til fx at svejse borde, der bruges på skolen.

  • Alt handler om metal, hvis man kigger sig omkring. Og en smed kan alt! Det er sådan en fed følelse, fastslår Johannes.

Han begyndte på sin uddannelse i sommer og har fundet et fællesskab, der passer til ham som hammer mod en ambolt.

  • På holdet går vi alle sammen op i de samme ting, og vi er gode til at hjælpe hinanden. Og så går vi jo også bare og hygger os sammen, griner Johannes, der drømmer om at arbejde på en olieplatform, når han er færdiguddannet.

Er smedeuddannelsen også noget for dig?
Se her, hvordan uddannelsen er bygget op og de mange muligheder du har for at specialisere dig.

Der er brug for smede alle steder

27-årige Patrick Stapf føler sig rigtig godt tilpas i sine blå overalls, mens han rumsterer i smedeværkstedet på CELF i Nakskov.

Han har olie på hænderne og blikket rettet fremad mod jobsikkerhed og arbejdsglæde.

  • En smed kan altid finde arbejde. Der er brug for smede alle steder, og der er rigeligt med opgaver, konstaterer han.

Patrick er ikke gået den lige vej til sit fag. Han tog først en studentereksamen, men han savnede noget fysisk arbejde, så det med at studere noget bogligt efter studenterhuen, var ikke lige ham.

Mens coronaen huserede, tog Patrick job som poder, og bagefter etablerede han sit eget vinduespudserfirma.

  • Men det blev lidt ensomt at gå alene og pudse vinduer. Jeg savnede kolleger, for det er vigtigt også at have hyggen med i sin arbejdsdag, mener Patrick, som søgte ind på smedeuddannelsen på CELF efter to år med spand og teleskopstang.

Hyggen – og en rig variation af smedeopgaver – har han også fundet på sin læreplads i Lolland Forsyning, hvor Patrick stortrives.

Her er der altid plads til at snakke om hverdagen og lave sjov med kollegerne, og Patrick føler, at han nu har fundet sit rette element.

  • Jeg får mere og mere ansvar, og kan mærke, at jeg bliver bedre til mit fag hver dag. Det føles godt, fastslår Patrick.

Til foråret går han til svendeprøve, og så er læretiden slut og Patrick er klar til at være ”voksen-smed”.

Er smedeuddannelsen også noget for dig?

Se her, hvordan uddannelsen er bygget op og de mange muligheder du har for at specialisere dig.