Kom indenfor i værkstedet og oplev ”Talentcamp” og tømrerlandsholdets træning

Tillykke til nye elektrikersvende
15. december 2025
Tillykke til et hold elektrikersvende som i dag har bestået deres svendeprøve på CELF, Kringelborg
29. januar 2026
Tillykke til nye elektrikersvende
15. december 2025
Tillykke til et hold elektrikersvende som i dag har bestået deres svendeprøve på CELF, Kringelborg
29. januar 2026
Vis alle

Kom indenfor i værkstedet og oplev ”Talentcamp” og tømrerlandsholdets træning

I uge 7 slår UddannelsesCenter Sydøstdanmark – UCE værkstedsdørene op til årets ”Talentcamp”, hvor unge håndværkere fra hele landet har sat ugen af til at fokusere på deres talent og faglighed. Alle er velkomne til at komme forbi træværkstedet og se eleverne arbejde.

35-40 tømrer- og struktørelever fra hele landet mødes i Nykøbing F. for at dyrke deres fag og inspirere hinanden i årets første ”Talentcamp”. Samtidig træner tømrerlandsholdet også i værkstedet, så der er nok at se på, hvis man lægger vejen forbi lokale 215 på Kringelborg Allé 7.

Faglærer Michael Thage styrer sammen med kolleger opgaverne, som eleverne vælger efter sværhedsgrad og ambitioner.

  • Jeg anbefaler publikum at lægge vejen forbi værkstedet fredag 13. februar om formiddagen, hvor man for alvor kan se resultaterne af ugens anstrengelser komme til udtryk i byggerierne, lyder opfordringen fra Michael Thage.

”Talentcamp” er et arrangement under Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse, som skal sprede interessen for tømrerfaget og øge det faglige niveau.

Det er en interesse den 19-årige UCE-elev Lars Corneliussen til fulde deler, og ham kan man også møde i værkstedet, hvor han træner med tømrerlandsholdet, som Michael Thage også er træner for.

  • Det er altid fedt at få ekstra erfaring og inspiration, når man mødes med elever fra andre dele af landet. Vi udveksler teknikker og pingponger idéer, imens vi arbejder, fortæller Lars Corneliussen, som træner til VM i Shanghai i september.

Direktør Søren Vikkelsø glæder sig også til at kigge med i værkstedet i uge 7.

  • Det er altid en fornøjelse at se dygtige, unge håndværkere folde deres talent ud med passion og høj faglighed. Vores virksomheder har netop brug for medarbejdere med fagligheden i top, og på UddannelsesCenter Sydøstdanmark – UCE glæder vi os over muligheden for at bidrage til det fokus og den synlighed, eleverne kommer med til dette arrangement. Jeg kan kun opfordre til, at man kommer forbi og oplever det på egen hånd, siger Søren Vikkelsø.

FAKTA:
Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse er det centrale organ, der styrer og udvikler erhvervsuddannelserne for tømrer, gulvlægger og tækker, sikrer kvaliteten og tilpasser dem til arbejdsmarkedets behov.

Talentcamp arrangeres i fællesskab mellem ZBC Slagelse, NEG Holbæk, RTS Roskilde, EUC Næstved og UddannelsesCenter Sydøstdanmark – UCE i Nykøbing F.