Tillykke til nye cykelmekanikere
22. oktober 2020
Kompetenceløft via Industrioperatøruddannelsen
5. november 2020
Vis alle

Tillykke til tre nye kokke

MEDALJEHØST PÅ KOKKEUDDANNELSEN

”Det er et fantastisk job, jeg har” sagde Uddannelseschef Nino F. Kristensen til de 3 kokkeelever, der i går hev 3 medaljer hjem ved deres svendeprøve. Alle tre elever sluttede med 12-taller og tilmed løb Christoffer Mitteldorf med en guldmedalje, Liv Lund Pedersen med en sølvmedalje og Peder Emil Skude Juszczyk med en bronzemedalje.

”I har netop bevist, at I er de bedste af de bedste. I er nu faglærte i et fag fyldt med traditioner og mange forventninger. Alle har en holdning til jeres håndværk. I bliver bedømt hver dag. Find jeres egne ben, eksperimentér og vær modige. Vi glæder os til at se, hvad I kan drive det til” sluttede Nino F. Kristensen.

Faglærer Jesper Engel glædede sig over at have fulgt eleverne hele vejen på deres rejse og mindede dem om at kigge forbi en gang imellem og kaste lidt guldstøv på de kommende kokkeelever.

Lena Blak Eriksen fra 3F og Kim Solberg fra BC Catering lykønskede også de tre elever.

”Vi er den tavse partner, som sørger for at levere råvarer til jer, så I kan trylle i køkkenerne. Det er så fedt, at I har valgt denne uddannelse. I kan ikke kun sikre, at folk får noget godt at spise. I kan også være med til at præge de kommende generationer og lære dem, hvad rigtig mad er – og gerne mad, der kommer fra Sydhavsøerne. Brug det I har lært til at forandre verden”, sluttede Kim Solberg.

Tillykke til de tre kokke.

Forrest fra venstre Peder Emil Skude Juszczyk, Christoffer Mitteldorf og Lin Lund Pedersen.
Bagerst Faglærer Jesper Bjørn Kaad.