Tillykke til studenterne fra HTX og HHX i Nakskov
1. juli 2020
Boom i lærlingeaftaler på Lolland Falster
24. august 2020
Vis alle

EUD/EUX businesselever kom tæt på erhvervslivet

De nye elever på EUD/EUX business fik syn for sagen, da de i sidste uge fik spændende inspiration fra erhvervslivet. Først besøg fra Sydsjællands og Lolland Falsters Politi og efterfølgende på besøg i sportsbutikken Sport24 en morgen før åbningstid.

Nicklas Olsen fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi er om få uger udlært som kontorassistent med speciale i offentlig administration. Som elev har Nicklas fået muglighed for at se mange sider af politiets arbejde. Fra bogholderiet, hvor der bl.a. rykkes for fartbøder, til anklagemyndigheden hvor sagsakter bl.a. gøres klar til retssager til Nicklas’ favorit, servicecentret, hvor alle ikke-akutte opkald modtages. Her er dagen virkelig uforudsigelig og kræver en vis robusthed, da alle typer af mennesker ringer ind. Det er lige fra indbrud, forsvundne kæledyr til personer med psykiske problemer.

Det blev også til et besøg i Sport24 i Nykøbing, hvor Martin Koch Jørgensen åbnede sportsbutikken lidt tidligere end normalt. Martin øsede ud af egne erfaringer som selvstændig i detailbranchen. 20 års jubilæet nærmer sig og til spørgsmålet, om Martin ville have valgt en anden vej, hvis han skulle vælge forfra, svarer han:

”Der er en aften i ny og næ, hvor jeg synes, at vi har lidt rigeligt travlt. Men i bund og grund elsker jeg at være her og glæder mig hver morgen til at komme på arbejde. Så jeg har bestemt ikke fortrudt”

”Detailbranchen og konkurrencevilkårene har ændret sig de senere år. Jeg har valgt en strategi, hvor vi ikke er helt så afhængige af strøgkunder, men i stedet har fokus på sportsklubberne i vores lokalområde. Den øgede nethandel har også ændret vores markedsføring og kundernes adfærd. Så vi skal hele tiden følge med og gå nye veje.

Jeg er særligt glad for, at vi pt. har så travlt, at vi har to elever, som indgår som en del af teamet på lige fod os andre”, slutter Martin.

2 meget inspirerende indlæg, som helt sikkert kaster nogle elevansøgninger af sig.